Mon ikke de fleste af os kender til den årlige oprydning på fortovet efter en nytårsaften, hvor de farvestrålende raketter, lysbatterier og andet, der blev fyret af i et væld af lys, lyd og farver, nu ligger afsvedet tilbage, som en bunke skidt til skraldespanden.

 

Da jeg ryddede op på sådan en dynge skidt for et par år siden, greb denne eksistentielle tanke mig: ”Er det mon blot sådan et menneskeliv er, når det kommer til stykket? Som et lysbatteri, der kaster sine ildkugler op i himlen en ganske kort tid, for dernæst at være en bunke skidt, der kasseres og kastes væk.

Og dét var så det liv! Meget groft fortegnet er det vel sådan det ateistiske livs- og menneskesyn er. Og dér, hvor det livs og menneskesyn kommer til at dominere og præge os mere og mere, der kan jeg godt frygte, at vores tænkning og omgang med hinanden mere og mere vil blive, som det skildres i følgende tekst fra det første århundrede i Alexandria: ”Det var ved et tilfælde, vi kom til verden, og efter dette liv skal vi blive, som om vi aldrig havde været til... Kom, lad os derfor nyde de goder, der findes, og få mest muligt ud af tilværelsen.... Lad os få kostbar vin og salve i overflod ... overalt skal det spores, at vi har forlystet os, for det er vores lod, og det er vores del... Lad os ikke bekymre os om den fattige, enkerne, den grånede olding og om ret og retfærdighed. Lad vor styrke være lov og ret, for svaghed viser sig at være til ingen nytte”.

 

Nuvel, nu behøver ateisme og et sådant livssyn og menneskesyn, som skildres i denne gamle tekst ikke at gå hånd i hånd. Men spørgsmålet er, om det ikke nemt bliver konsekvensen. For der, hvor dette liv bliver alt og skal give alt, så handler det vel om, at jeg får oplevet og set så meget som muligt. At jeg får set dét, jeg vil - får hørt min melodi?”(Kim Larsen).  Men er det virkelig det livet går ud på - at jeg får min del af livets goder og får nydt dem så længe, det er muligt. Får hørt min melodi og helst på første klasse. Og når vi så ikke kan eller har råd mere, så er livet ikke til ret meget mere og vi er ikke bedre værd end at smide væk.

 

Når jeg møder den livsforståelse og den kan snige sig ind i eget sind, så forsøger jeg at holde det bibelske livs- og menneskesyn, samt kald og håb op for mit indre blik. Fx disse ord: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem - Du gjorde det (mennesket) kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder” (1. Mos 1,27 og Salme 8)

 

Skabt i Guds billede. Lidet ringere end Gud - og det med det formål og kald at være hans medskabere og medarbejdere på livet og dét efter Guds vilje og bud. Så stort tænkes altså i den kristne tro om et menneskeliv. Ja, endnu større - til evighed er vi skabt og dannet og ikke til et hul i jorden. Eller for at sige det med apostlen Paulus: ”før verden blev grundlagt, har Gud i ham (Jesus) udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed”. For at gøre det virkelig og muligt for os kom Jesus til jord. Derfor bar han vore synders straf på korset. Derfor opstod han af graven! Og fra sin opstandne herlighed kalder han os nu gennem sit ord til tro og til at følge i hans fodspor i vor omgang med hinanden. Til at elske hinanden, som han har elsket os og til at se et Guds elsket menneske i et hvert menneske. Eller for at sige det med Jesu egne ord – ”alt hvad I har gjort imod en af disse mine mindste små, har I gjort mod mig. Og alt, hvad I ikke har gjort (undlader at gøre) mod en af disse mindste, har I også undladt at gøre mod mig”(Mat 25, 40+46).

 

Så er der altså nok - både at gøre - og at leve for i det nye år, der ligger foran os med sine mørke skyer. Både i verden som helhed og i vores del af den, hvor regningen for mange års vellevned og ”raketliv” nu skal betales. En tilbagebetaling, der næppe løses alene ved talen om mere vækst og mere forbrug, mere velstand og velfærd.

 

Her forekommer det mig i stedet, at der er brug for en højere målsætning for vor tilværelse, der udmønter sig i gamle dyder som gudsfrygt og nøjsomhed. Altså, at livets mål ikke er, at jeg får set, det jeg vil, men meget mere, at jeg lever mit liv i samklang med dét, som Gud kalder mig/os til i sine bud og Jesus viste os i både ord og gerning.

Og når man betænker sit eget liv i det lys, er jeg kiste glad for, at Gud ikke er bange for at gå tilbage til en ”fuser”! Ja, at Gud netop sendte Jesus til jord, for at feje op efter ”fusere” og udbrændte ”lysbatterier”. Det er, hvad der skete langfredag – siger evangeliet. Der blev Jesus smidt i ”skraldespanden” i vort sted overfor den levende Gud. Sagt anderledes med Paulus: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,15). Dette gode budskab – evangelium - er der både liv og håb i – og det er værd at gå ind i et nyt år på! Og selv samme kærlighed er det, som kalder os til at følge Jesus efter og gå i hans fodspor – også i det nye og for os ukendt år.