Artikler
Branden i 1793
 
Af tidligere menighedsrådsformand lærer J.K. Løth i "Kirkeblad for Hjørring og Omegn", 1927
 
Det var Kl. 11 om Natten mellem Pinselørdag og Iste Pinsedag den 18. og 19. Maj 1793, at der opkom Ild i et Hus, der laa i den nordre Ende af Algade (den nuværende Nørregade). Det blæste en stærk Storm fra NordNordvest og Ilden bredte sig med rivende Hurtighed. I Løbet af en god Time var de smaa lave Bindingsværkshuse med Straatag, der laa langs med Algades vestre Side lagt i Aske.
 
Hele Lille Kirkestræde gik med i Løbet, og Flammerne fra det mægtige Baal bøjedes af Vinden ind over Kirkegaarden og Kirken. Kirken var dengang tækket med Bly, og dette begyndte at smelte i den stærke Hede, og snart løb det smeltede Bly ned af Taget ligesom Regnvand under en Skylregn, nu antændes ogsaa Tagværket, der helt brændte, ligesom ogsaa Døre, Vinduer og delvis Kirkens Indre ødelagdes.
 

Kirken havde lidt meget, selvom Murene og delvis Hvælvingerne havde modstaaet Brande, men heldigvis var den brandforsikret. Kirkeværgen, Købmand Niels Andersen Riis lod optage er foreløbigt Syn, der viste, at Skaden var ret betydelig. Angaaende Kirkens Genopbyggelse rejste der sig en mægtig Strid vedrørende forskellige Forhold, mod hvilken den strid, man for et Par Aar siden havde mellem Tilhængerne af Kirkens Udvidelse og de, der ønskede en helt ny Kirke, var for intet at regne. Man maatte saaledes lade optage Syn over Brandskaden ikke mindre end tre Gange. Under disse forhold trak genopbyggelsen i Langdrag.

Omsider fik man dog fat paa Arbejdet, det blev liciteret ud for 5250 Rigsdaler, og Kirken kunde tages i Brug igen i September 1795. 1 de forløbne ca. halvtredje Aar var alle Pastoratets Gudstjenester bleven afholdt i Sct. Hans og Sct. Olai Kirker, der dengang var Annekskirker under Hjørring. ? Ved Genopbyggelsen fjernedes de gamle takkede Gavle og i Stedet fik man de nuværende Gavlkamre i Rokokostil med de svungne Linier. Det var, som om man vilde ryste Landsbypræget af Kirken og manifesttere den som Landsdelens Hovedkirke. Af Brandforsikringen fik man udbetalt 3914 Rigsdaler, en Kollekt, man fik Lov at optage i de jydske Kirker, indbragte 1280 Rigsdaler, men saa solgte man Kirkens Blytag for 890 Rigsdaler (der var jo Krig i Europa, og Bly var derfor dyrt). Trækker man herfra Entreprisesummen 5250 Rigsdaler, ser man, at Kirken ved Branden tjente 834 Rigsdaler. Det var unægtelig finansielt set et fint Resultat, vi naar næppe det samme Facit, naar Regnskabet efter den nu foretagne Udvidelse bliver gjort op.

J.K. Løth

Ikke flere kirker!
 

 

"Tre gamle kirker! Og så kun 100-200 m fra hinanden!" Den hårdt prøvede turist tager sig til hovedet. Det er ikke så ligetil at forstå, selv om man aldrig - siden Valdermarstiden - har bygget så mange kirker, som man gør i dag.
Som nu den kun 15-årige moderne Bistrupkirke i den sydlige del af Hjørring. Den var der behov for. Til gudstjenester. Til alle de mange kirkelige aktiviteter. De byggede den for menneskenes skyld, for at de ikke skulle have for langt til kirke.

Andre steder lader man sig opstille til menighedsrådet, fordi der for Guds skyld ikke skal bygges flere kirker end nødvendigt.

Det skulle der i 1100- og 1200-tallet. Derfor står de tre pragtfulde middelalderkirker der: Sct. Olai, Sct. Hans og Sct. Catharina.

De blev bygget af religiøse grunde, for Guds skyld! Ikke for menneskers. Dvs. selvfølgelig gav det prestige til den storbonde, storborger, bisp eller hvem det nu var, der satte byggeriet i gang, og til bygmesteren og donatorerne. Men først og fremmest var det en offergerning, en religiøs handling, der ansås for at være Gud velbehagelig. Således er tiende foreskrevet i Biblen som en offergave; hver tiende neg, hver tiende drueklase osv. En del af tienden gik til præsternes underhold, resten til kirken.

Derfor havde man råd til at byggekirker over hele landet i 1100- og 1200-tallet. Tiendeskatten var netop blevet systematiseret gennem fastlæggelsen af sogneinddelingen, der sikrede, dels at alle betalte, dels at ingen betalte til mere end én kirke.

Så når man byggede kirkerne, skyldes det både religiøse, sociale og økonomiske grunde - foruden, sikkert, en god del lokalpatriotisme.

 

 
 

 

Og dér ligger de altså:

  • Sct. Olai, den ældste: En smuk kvaderstenskirke fra 1100-tallet, hvis forgænger, en trækirke, man har fundet spor af under gulvet. Den er viet til kong Olav den Hellige af Norge og bygget på bakken, hvor helligkilden flød. Engang lå sikkert også det hedenske offersted her.
  • Sct. Hans, fra 1200-tallet, viet til Johannes Døberen. Det er den største og bedst bevarede af en særlig gruppe senromanske teglstenskirker her i Vendsyssel; udvendig smykket med lisener og rundbuefriser; indvendig bl.a. et flot kalkmaleri, der viser Kristoforus, der bærer det lille Jesus-barn over floden.
  • Sct. Catharina, der i al fald siden reformationen har været byens sognekirke og er viet til byens skytshelgen, hvorfor nogle også har gisnet om, at den blev grundlagt, da byen blev købstad for 750 år siden. Den er ombygget og udvidet en hel del gange; har fra begyndelsen nok lignet Sct. Hans, men fremstår nu som en stor korskirke. Værd at bemærke er, foruden altertavlen, den romanske døbefont, der er lige så gammel som kirken selv, og hvorunder djævelen stikker sit hoved frem og rækker tunge ad alteret af bar ærgrelse over, at et tov holder ham dernede, hvor han hører til.

Men gå selv op og kik på kirkerne. Der er meget mere at se, og der ligger foldere, der fortæller om detaljerne. - Og så kan man jo spørge. De to, Sct. Olai og Sct. Catharina, er åbne hver dag indtil kl. 16.

Fra jubilæumsbogen: Hjørring - købstad i 750 år. 1243-1993.Så selv om de tre kirker er bygget for Guds skyld, lader menneskene sig gerne fornøje.